Desværre er det kun meget
lidt, der kendes til hans liv og levned, til en af de sikreste
informatorer regnes Otto Göller. Otto Göller selv menes, at have
spillet en afgørende rolle med hensyn til Dobermannens udseende,
som vi kender den i dag. Otto Göller kendte både privat og
offentligt Friedrich Louis Dobermann, de boede begge i Apolda.
Otto Göller beskriver kort Friedrich Louis Dobermann i begyndelsen
af det tyvende århundrede i bogen
"Der Dobermannpinscher in Wort und Bild".
Friedrich Louis Dobermann var indehaver af en
kødfoderfabrik i Apolda, ved siden af var han skatteopkræver og
hundefanger, med lovlig ret til, at indfange alle løsgående hunde.
Imellem disse hunde var der også nogle særligt bidske hunde.
Friedrich Louis Dobermann's yndlingshund var en musegrå tæve ved
navn "Schnuppe", ikke Pinscher og ikke Schäefer, men et
krydsningsprodukt af bestanden af de løsgående hunde i Apolda.
Denne tæve parrede han med en Slagterhund (en
slags forfader til Rottweileren, parret med en slags Schæferhund)
fra Thüringen. Slagterhunden var sort med rustfarvet aftegninger.
Derudover blev der anvendt forskellige bastarder af Jagthunde og
Pinscher blandinger, rene racehunde fandtes dengang kun sjældent.
Af disse forskellige blandinger skal Dobermann'en omkring 1870 have
sin oprindelse. Friedrich Louis Dobermann kaldte sin
"Race" for brugshunde, disse hunde var ikke kun vagtsomme,
men også udmærkede Hof og stuehunde. Disse hunde blev blandt
talrige anvendelser også benyttes som politihunde, hvilket gav dem
tilnavnet "Gendarmenhunde". Under jagt blev de overvejende
brugt i forbindelse med råvildtjagt.
Denne beskrivelse af Dobermann'ens opståen,
kommer ifølge Otto Göller fra den første officielle opdrætter.
Otto Göller selv hælder mere til den teori, at
Dobermann'en stammer fra Schæferhunden, korthårede jagthunde, Tysk
glathåret Pinscher og den store blå hund. Dr. Dorn, forfatteren
til "Hund und Umwelt, aufgezeigt am Dobermann", støtter
Otto Göller's teori, efter studier af hundeblod og store
lighedstegn imellem begge racer . Også blåfarvningen af pelsen,
der overvegende findes hos den blå hund, og i langt mindre antal
hos Dobermann'en som vi kender den i dag. Dr. Dorn kom mere som
følge af sine studier end som følge af Otto Göller's overlevering
af en "Apoldaer Frühzüchter", til den konklusion, at de
benævnte "Slagterhunde" havde en betydningsfuld rolle i
opbygningen af Dobermann'en. Dr. Dorn betragter disse hunde, med
henblik på tidens holdninger som en gennemsnitsrace.
I denne sammenhæng er det interessant, at i
følge Otto Göller's udsagn har den formodede krydsning med
jagthunden "Black and Tan Terriers", indtil
århundredeskiftet ikke fundet sted. Han begrunder dette med, at
denne engelske race først i slutningen af 1890'erne blev kendt i
Apolda.
Da man relativt sent begyndte med en planlagt,
målrettet opdræt, med udvælgelse af avlsdyr, optegnelser o.s.v.,
vil Dobermann'ens oprindelse forblive i dunkelhed.
Stambog efter biologiske forældre, blev først
indført i Tyskland i begyndelsen af det tyvende århundrede.
Sammenfattende tilkommer det Friedrich Louis
Dobermann, æren som den første opdrætter af Dobermann, af ham
benævnt som en hund af selvstændig race.
|