Friedrich Louis Dobermann var indehaver af en kødfoderfabrik i Apolda, ved siden af var han skatteopkræver og hundefanger, med lovlig ret til, at indfange alle løsgående hunde. Imellem disse hunde var der også nogle særligt bidske hunde. Friedrich Louis Dobermann's yndlingshund var en musegrå tæve ved navn "Schnuppe", ikke Pinscher og ikke Schäefer, men et krydsningsprodukt af bestanden af de løsgående hunde i Apolda. Denne tæve parrede han med en Slagterhund (en slags forfader til Rottweileren, parret med en slags Schæferhund) fra Thüringen. Slagterhunden var sort med rustfarvet aftegninger. Derudover blev der anvendt forskellige bastarder af Jagthunde og Pinscher blandinger, rene racehunde fandtes dengang kun sjældent. Af disse forskellige blandinger skal Dobermann'en omkring 1870 have sin oprindelse. Friedrich Louis Dobermann kaldte sin "Race" for brugshunde, disse hunde var ikke kun vagtsomme, men også udmærkede Hof og stuehunde. Disse hunde blev blandt talrige anvendelser også benyttes som politihunde, hvilket gav dem tilnavnet "Gendarmenhunde". Under jagt blev de overvejende brugt i forbindelse med råvildtjagt.

Denne beskrivelse af Dobermann'ens opståen, kommer ifølge Otto Göller fra den første officielle opdrætter.

Otto Göller selv hælder mere til den teori, at Dobermann'en stammer fra Schæferhunden, korthårede jagthunde, Tysk glathåret Pinscher og den store blå hund. Dr. Dorn, forfatteren til "Hund und Umwelt, aufgezeigt am Dobermann", støtter Otto Göller's teori, efter studier af hundeblod og store lighedstegn imellem begge racer . Også blåfarvningen af pelsen, der overvegende findes hos den blå hund, og i langt mindre antal hos Dobermann'en som vi kender den i dag. Dr. Dorn kom mere som følge af sine studier end som følge af Otto Göller's overlevering af en "Apoldaer Frühzüchter", til den konklusion, at de benævnte "Slagterhunde" havde en betydningsfuld rolle i opbygningen af Dobermann'en. Dr. Dorn betragter disse hunde, med henblik på tidens holdninger som en gennemsnitsrace.

I denne sammenhæng er det interessant, at i følge Otto Göller's udsagn har den formodede krydsning med jagthunden "Black and Tan Terriers", indtil århundredeskiftet ikke fundet sted. Han begrunder dette med, at denne engelske race først i slutningen af 1890'erne blev kendt i Apolda.

Da man relativt sent begyndte med en planlagt, målrettet opdræt, med udvælgelse af avlsdyr, optegnelser o.s.v., vil Dobermann'ens oprindelse forblive i dunkelhed.

Stambog efter biologiske forældre, blev først indført i Tyskland i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Sammenfattende tilkommer det Friedrich Louis Dobermann, æren som den første opdrætter af Dobermann, af ham benævnt som en hund af selvstændig race.